At være beboer

INFORMATIONER OG OPFORDRINGER


Kontakt til beboerrepræsentationen:


Der kan rettes henvendelse til beboerrepræsentationen på telefon 27148585

Skulle du have et forslag eller lignende. Vi arbejder på en mailadresse til Håndværkerhavens Beboerrepræsentation.


Affaldshåndtering:


  • Vi er heldige at have affaldsskakter lige uden for vores indgangsdør. Dette er et privilegie, vi skal bevare. Men en betingelse er, at vi alle omhyggeligt sørger for at alt affald, vi smider i skakten er forsvarligt lukket med knude på en pose, og ALDRIG smider noget i skakten, der ikke er pakket forsvarligt ind.
  • I storskraldsrummet er der opstillet containere til henholdsvis alm affald, plastic, metal, papir og pap, som SKAL benyttes. Husk at sortere.
  • Madaffald skal i de grønne poser og i containerne til madaffald.
  • Der er også opsat indsamlingssteder til brugte batterier og containere til glas som der skal benyttes.
  • Vi har et storskraldsrum, hvor din hoveddørsnøgle passer til hængelåsen. Ting som møbler eller andet stort, der ikke kan være i containerne, kan henstilles i storskraldsrummet uden for containerne.
  • Har du noget, som du ikke selv vil bruge, men som måske andre kunne have glæde af, er der i storskraldsrummet opsat hylder, hvor ting til genbrug kan placeres.
  • Det er absolut forbudt at henkaste køkkenaffald i storskraldsrummet.



TV – Telefon – Internet:


Alle lejligheder har en installation til bredbånd, som forsynes af Parknet. Selve installationen er beregnet over din husleje, men leveringen fra Parknet skal du selv købe via www.parknet.dk eller på telefon nummer 36 90 60 00 hverdage 9.00 – 12.30 samt 17.00 – 21.00. Lørdag og søndag 17:00-21.00


Med hensyn til TV signal har vi YouSee, hvor grundpakken fra YouSee er inkluderet i huslejen, men eventuel større programpakker skal bestilles og betales direkte til YouSee. 


Parkering:


  • Parkeringspladser til biler, er ikke det, vi har mest af, men vi har heller ikke plads til at anlægge flere, så vi må leve med dem vi har. Gule afmærkninger skal respekteres.
  • I øvrigt opfordres alle til at tage hensyn til andre, f.eks. med ikke at parkere en høj bil lige ud for andres vinduer. I øvrigt må vi henstille til, at kassevogne ikke parkeres på området, men henvises til parkeringspladsen ved Tuborgvej.
  • Motorcykler må benytte ledige parkeringspladser eller de få motorcykelpladser der er. Motorcykler må IKKE parkeres på pladser indrettet til cykler.
  • Cykler og knallerter henvises til de anlagte cykelstativer og må IKKE henstilles op ad husmuren.
  • Men husk også at det er lovligt, at parkere på Bispebjerg Parkalle, og P-pladsen ved Tuborgvej.

 


Grønne områder:


  • Vores grønne områder er til glæde for alle. Vi opfordrer til, at alle er med til at holde dem i en præsentabel stand.
    Derfor, ryd altid op efter dig.
  • Beboerrepræsentationen arbejder på at holde fællesarealer så indbydende som muligt, og hele tiden med hensyntagen til, at hvad der anskaffes eller anlægges, altid er til gavn for så mange som muligt.
  • Borde / bænke, parasoller og de store grille m.m. er bekostet af Beboerrepræsentationen, og dermed af de midler, vi alle betaler til beboerrepræsentationen, så det er fælles ejendom.
  • Borde/bænke kan flyttes og sættes sammen, hvis der er behov for det, men det er en pligt at de, efter endt brug, bliver stillet tilbage på de flisefelter, de blev taget fra.
  • Parasoller skal, efter brug slåes ned igen.
  • Har man selv anskaffet forskellige former for havemøbler, grill eller lignende, er det nødvendigt, at disse er fjernet fra haverne senest den 15. oktober. Dette fordi sådanne ting, af erfaring, kan flyve rundt, når der kommer kraftigt blæsevejr, for ikke at tale om storm, og kan derfor være til fare for forbipasserende.
  • Vær i øvrigt opmærksom på, at husordenen og almindelige regler for god opførsel, som gælder for lejligheden, også er gældende for ophold og benyttelse af haverne.

Husdyr:


  • Husdyr er ikke tilladt, men pasning i korte perioder kan tillades, men skal dog forud godkendes af Haandværkerforeningen.


Støj:


  • Med hensyn til støj, så må vi erkende, at der her i bebyggelsen er meget lydt..
    Derfor er det meget vigtigt, at du tænker på dette, og viser hensyn til dine naboer.
  • Når du spiller musik, spil venligst ikke for fuld styrke, men i afdæmpet lydstyrke, og respekter husordenen, som siger, at det kun er tilladt at spille musik frem til kl. 24.00.
  • Skal du holde fest, eller anden sammenkomst, der kan give støj, så opsæt et opslag på opgangens opslagstavle med information om denne fest, men husk også at opsætte en sådan information i naboopgangene, da de her tilstødende lejligheder, er lige så udsat for støj.
  • Husk også at tænke på støjen, når du har åbne vinduer.